Henrik Ventzel omkring "Dødemandsbjerget"

fredag den 29. maj 2009

Judith Hermann



Tyske Judith Hermanns ”Sommerhus senere” er den bog jeg har genlæst flest gange. Det er en novelle samling og uden at genere nogen kan man vel kalde dem en slags moderne Hemmingway noveller.
Hendes prosa er nøgtern og iagttagende. Den lader meget værre usagt og lader det meste ske mellem linjerne.
Historierne er sekundære for mig, det er prosaen jeg er ude efter, men det drejer som om unge storby mennesker i forskellige situationer. Der sker ikke meget på det ydre plan, men man fornemmer efter endt læsning, at noget vigtigt har ændret sig og deres liv vil tage en anden kurs.
Som sagt er det hendes prosa der berøre mig – på en forsigtig måde skaber den så mange billeder og følelser at man efter endt læsning bliver holdt fast i dette univers.
På tysk siger man ”Stille Wasser sind tief” ”Stille vand er dybt” og det er netop denne fornemmelse jeg sidder tilbage med. De små ting i hverdagen som ingen næsten bemærker, men efterlader os mærket og forandret.
Hendes bøger er hermed anbefalet!

mandag den 25. maj 2009

Portrætfoto…

Onsdag er afsat til portrætfoto og jeg siger det med det samme – Jeg nægter at smile!
Kald mig gerne en opblæst kunstner, men det her med at stå med et halvlummert smil om munden overskrider mine grænser. Jeg forstår det ikke, hvad er der at grine af? Står fotografen med en gummiand og gør prutte lyde… eller er det for at virke indbydende og charmerende? Læserne skal være sammen med min bog og ikke mig – altså intet smil!
Fotografen er Les Kaner http://www.bam.dk/leskaner/ og hvad jeg har set, virker godt. Eneste jeg har at udsætte var at hun spurgte mig om jeg er svensk eller dansk… sådan en vinder man ikke point på. Der er findes ikke større patrioter en udenlands danskere.

lørdag den 23. maj 2009

Svensk litteratur magasin



Vi har fået et fint litteratur magasin i Sverige. Skinnende og lige til at spise. Det skal udkomme 4 gange om året.
Tænk om vi i Danmark kunne få et ligedan, som folk altså er parat til at betale 60,- kr. for.

lørdag den 16. maj 2009

En del af bogsamlingen















Jeg tænkte at gå igennem nogle af de bøger der har betydet mest for mig hvad angår form og skriveteknik. Der vil både være fagbøger samt romaner.

Første møde på forlaget

I går var jeg på forlaget for første gang, hvor min redaktør og jeg gik gennem manuskriptet. Jeg var overrasket over hvor lidt der egentlig skulle rettes.
Bogens forside var vi også inde på men blev ikke enig om noget. Jeg skal sende lidt tanker og idéer, som en grafiker vil bruge til at udfærdige et forslag.
Planen er at romanen skal udkomme til oktober men udgivelses dagen kan eventuelt flyttes til begyndelsen af 2010. Først oplag er på 2000 bøger, hvilket overraskede mig. Havde forventet 1000, men er naturligvis lykkelig over at forlaget tror på min bog.
Det er stadig meget svært at forstå at det virkelig er lykkedes – kan kun drømme om den dag bogen faktisk står hos de forskellige boghandlere.

torsdag den 14. maj 2009

Fra begyndelse til udgivelse: 5

På en lejrskole i en fjern fortid havde jeg været ved Jyllands Vestkyst og blandt andet besøgt en nedlagt redningsstation. Som forberedelse læste vi om strandinger forårsaget af storm og dem som måske var provokeret af grådige kystbeboer, der siden berigede sig på skibets gods. Jeg tror at det var kombinationen af de rasende elementer og den voldsomme død, som både sømænd og redningsfolk led, der gjorde at sceneriet tog plads i mig.
Jeg havde et billede af en ung kvinde der stod i strandkanten og det var netop dette billede der blev udgangspunkt i min roman, som altså snart bliver udgivet på Politikens forlag.
Jeg begyndte at researche på strandinger og kystkultur generelt og en historie om en negerslave på Skagen i begyndelsen af 1800 tallet, fik historien til at falde på plads… troede jeg.
Første kapitel blev færdigt, gennemlæst og omskrevet. De andre kapitler fulgte efter. På seks måneder skrev jeg 55 sider og kunne mærke at jeg havde brug for feedback.
På det tidspunkt var der to personer som kendte til mit spirende forfatterskab, men ingen var trænede læsere og jeg ville have feedback for folk som vidste hvad de talte om. Derfor begyndte jeg at kontakte professionelle forfatter for at høre om nogle af dem havde lyst til at hjælpe mig, mod betaling naturligvis. Jeg kontaktede, Dennis Gade Kofod, Trisse Gejl, Robert Zola Christensen og endelig Trine Andersen, som både havde tid og lyst.
Trines feedback var uvurderlig og meget professionel. Efter vores møde havde jeg masser af konstruktiv kritik som jeg kunne arbejde videre med. Hun roste sceneopbygningen og persontegning, men slog hårdt ned på mit sprog. Den gammeldags form som Gyldendal havde kritiseret tidligere, påpegede hun også. Desuden var der for mange fyldord og noget virkede opstyltet, altså meget litterært.
Trine sagde at hun altid var ærlig og ikke ville stikke blår i øjnene på nogen, som bad om feedback på deres manuskript. Hun ville altså ikke opmuntre nogen, som måske gjorde bedst i at glemme forfatter drømmene, men hun mente bestemt at jeg skulle fortsætte, for det grundlæggende var på plads, men jeg behøvede blot mere øvelse.
Jeg var pumpet med energi og omskrev alle kapitler flere gange, inden jeg fortsatte med de næste 50 sider og havde således efter et år over 100 sider klar. Efter en smule fundering besluttede jeg mig for at sende de 100 sider ind til forlagene.
I dag ved jeg ikke om det var det rigtige at gøre, jeg kan både argumenter for og imod og nogen egentlig konklusion er jeg ikke kommet til – i hvert fald var der snart et par brune konvolutter på vej til Danmark, først havde jeg dog fået en korrektur læser på (Susanne Jespersen fra forlaget Darklights)
Ideen med at sende til enkelte forlag midt i projektet var naturligvis for at få deres respons - ville skuden holde eller var det allerede en dødssejler. Indtil videre var det bare Trine Andersen der havde set 50 sider fra min hånd, så jeg havde brug for andre øjne.
Med forlag går alting langsomt og så alligevel ikke. Det første forlag (Hovedland) kontaktede mig snart og var meget positiv – de ville se mere med henblik på eventuel udgivelse.
Jeg var naturligvis i den syvende himmel, men måtte også indse at jeg jo ikke havde meget mere og måtte forklare det til forlaget i en meget venlig e-mail. Hovedland tog det pænt og bad mig sende så snart manuskriptet var klart. Jeg spurgte om de var interesseret i at give feedback under forløbet, men de svarede at det kunne de ikke afse tid til.
En måned efter Hovedland kom også Gyldendal på banen. Jeg blev ringet op af Niels Beider, som roste manuskriptet og opmuntrede mig til at få det færdigt og siden at sende til ham.
Responsen begyndte at pege i en retning, som jeg selv turde begynde at tro på og alle sejl skulle nu sættes ind for at få romanen færdig. Ingen af forlagene havde givet konkret kritik på manuskriptet og jeg bestemte mig for at søge professionel hjælp igen.
Jeg forsøgte mig hos skriveskolen Hemingway, forlaget Facet og endelig Ulla Filtenborg Jensen, som er tidligere forlags redaktør hos Hovedland. De to første var positive, men meget overfladiske og der var ikke meget jeg kunne bruge til noget. Naturligvis var det dejligt med endnu mere positiv respons, men mit manuskript blev ikke bedre deraf.
Anderledes var det med Ulla Filtenborg Jensen – her var der ligesom hos Trine Andersen konstruktiv kritik, der kunne udvikle mig selv og mit manuskript. Ikke fordi at Ulla var specielt negativ, men der var alligevel gode råd til forbedring.
Jeg følte efter hånden at jeg havde fået den nødvendig ballast til at bringe projektet i mål og satte mig for at gøre manuskriptet færdigt inden udgangen af 2008. Det blev til 150 sider mere, hvilket jeg skrev på godt fem måneder og i januar 2009 lå min roman færdig og fyldte 260 normalsider.
I mellem tiden havde Politikens forlag også bedt om mere og jeg stod nu i et dilemma om hvem jeg skulle sende til først. Et forlag som Gyldendal er naturligvis vanskeligt at ignorere og jeg valgte dem som første prioritet. Nils Beider takkede for manuskriptet og jeg gav mig til at vente besked fra ham. Hvad jeg fik 6 uger efter, var en konsulent udtagelse, der kritiserede alle de områder, som Nils Beider havde rost. Nogle af argumenterne kunne jeg ikke forholde mig til, da det ganske enkelt bar præg af konsulenten ikke havde læst manuskriptet, men bare taget de mest overordnede linjer for at få et hurtigt overblik. Jeg var virkelig chokeret – ikke over afslaget, men mere den sjuskede konsulent udtagelse, der netop talte i stik modsat retning af hvad Nils Beider havde sagt.
Konsulent udtalelsen kunne jeg absolut ikke bruge til det mindste og skyndte mig i stedet at glemme det hele og sendte til Politiken. Efter nogle uger fik jeg en venlig besked om at forlags redaktøren syntes manuskriptet var rigtig godt, men at de var nød til at have flere læsere på inden de kunne tage en afgørelse. Den 4. Maj tikkede en fantastisk e-amil ind – Politikens forlag ville gerne udgive min roman.
10 år havde det taget mig at nå min drøm – ikke alle år var lige intensive med henblik på skrivningen, men jeg gav aldrig op og var denne roman ikke blevet antaget havde jeg fortsat med næste (hvilket jeg allerede har gjort)
Op til udgivelsen af min roman vil jeg på denne blog forsøge at give råd omkring skrivning. Ikke fordi jeg tror at jeg er nogen mester i området, men jeg har gjort mig nogle erfaringer, som andre måske kan bruge. Jeg har læst mange bøger om skrivning og genlæst utallige romaner hvis sprog er helt fantastiske. Kort sagt jeg vil forsøge at dele ud af min erfaring.

tirsdag den 12. maj 2009

Fra begyndelse til udgivelse: 4

Novellernes korte form tiltrak mig. Jeg ved ikke om det var fordi, at en roman var for uoverskueligt eller fordi jeg havde et hav af ideer, at jeg satsede på den korte form. Handlingerne var stadig syrede – En bager hvis hænder begynder at bløde, som på en anden helgen, En kranfører, der ikke vil ned fra sin kran, En arkitekt der havner i en tunnel som ingen ende vil tage osv.
Inspiration til prosaen fandt jeg hos Raymond Carver, Judith Hermann, Hemingway, Simona Vinci osv. Men indholdet kom fra de magiske realister, Angela Carter, Kafka, Gabriel Garcia Marquez…
Det gode ved at jeg valgte den korte form var, at jeg relativt hurtigt kunne afslutte en tekst og siden gennemskrive den igen, lade den modne og gennemskrive endnu engang. Det blev en form for stiløvelser, som var tiltrængt og vigtigt som bare den.
På det tidspunkt flyttede jeg en del rundt – først Tyskland, derefter England og endelig Sverige, hvor jeg bor nu. Jeg blev gift med min Cubanske kone, blev pap-far til hendes søn og endelig rigtig far til min egen søn. Der var mange gode undskyldninger for ikke at skrive og jeg brugte en ganske god portion af dem - derfor trak det ud.
Endelig en Nytårsaften, tror jeg det var, gjorde jeg op med mig selv at, fra nu af skulle der skrives i mindst en time hver dag. Jeg fortalte min kone at det var hvad jeg ville og at det virkelig betød noget for mig - derefter gik jeg i gang.
Jeg stod op klokken 6:00 og skrev til 7:30 – hver dag. Jeg mener det var hos Stephen King i hans bog om skrivning (On writing) at jeg læste en af de vigtigste lektioner om at skrive en bog – ”Skriv med døren lukket og sørg for at have lim i rumpen”
Venter man på den rette inspiration, den rette udsigt, den rette computer, papir, pen, musik, kaffe, cafe, land, tidspunkt for at kunne skrive, venter man for evigt og for aldrig noget færdigt.
Jeg blev færdig og sendte for første gang ind til et forlag. Selvom det ikke er velset at sende til flere forlag på en gang, gjorde jeg det alligevel og forberedte cirka ti brune konvolutter med min nye novelle samling.
Det varede ikke længe før standard afslagene dukkede op i min postkasse. Tre af dem var dog anderledes.
Gyldendal: Takkede nej, men havde vedlagt en kort udtagelse hvor de roste min evne til at holde fast i et enkelt omdrejningspunkt og ikke springe i øst og vest. De mente, at jeg havde en tendens til at udpensle alt og efterlade meget lidt til læserens fantasi, hvilket var noget der trak kvaliteten ned. Desuden var mit sprog gammeldags.
Batzer: Takkede også nej, men gav mig et råd som jeg virkelig har taget til mig – ” Du erstadig ung og har fremtiden foran dig, og det at skrive er ingen spøg, men kræver stor øvelse, og en nådeløs evne til at kassere.”
Facet: Accepterede faktisk mine noveller og ville udgive dem, men på den betingelse at jeg stod for en del af finansieringen. Jeg tænkte længe og var tæt på at sige ja, men besluttede endelig ikke at lade mig friste. Det var mit først forsøg med at sende ind til forskellige forlag, men skulle bestemt ikke blive mit sidste. Jeg måtte op på cyklen igen.

onsdag den 6. maj 2009

Fra begyndelse til udgivelse: 3

Det er en lidt tåget tid og jeg husker ikke alle detaljer, men det blev til nogle vældig syrede noveller og et kort ophold på Højskole. Underviserne var Karen Fastrup, Neal Ashley Conrad, Bo Green Jensen, Jeppe Brixvold og Peter Adolphsen (Der nok var den eneste der var mere syret end mig selv)
Højskole er Højskole og alle burde prøve det. Selvom det handlede om litteratur, var det lige så meget et studie i alkohol og fri sex – kort sagt det var fedt og vejret var samtidig fantastisk - udover høns i tarteletter kunne jeg ikke ønske mig mere.
En af mine noveller, som handlede om en middag for et par i ubestemt omgivelser, blev bedømt af Karen Fastrup og Bo Green Jensen. Karen var praktisk anlagt og havde sikkert taget en dyb indånding og taget fat i noget hun kunne forholde sig til. Af hende lærte jeg at holde igen med adjektiver og skrue ned for de syrede ideer.
Bo Green Jensen husker jeg mest som manden der sad i haven of læste Murakami ”Trækopfuglens krønike” Senere anmeldte han denne i meget positive vendinger. Til mine novelle havde han følgende kommentar: “Det er nok den novelle af jer alle, som jeg senest kommer til at glemme” Jeg er ikke sikker på at det var positivt ment. Ved lejlighed skal jeg høre om han stadig husker den…
Et foredrag af Ib Michael afsluttede opholdet. På vej ind i taxien vendte han sig om og råbte ”Tak for kærligheden!” Tilbage på Amager for jeg straks ind hos ”Antikvariatet” og købte hvad han havde af Ib Michael.
For at afslutte en fantastisk sommer, kvitterede jeg med at tage til Cuba, hvor jeg traf min elskede kone.
Hvilket år…

Fra begyndelse til udgivelse: 2

Som sagt var det under et længere studie ophold i Japan, at mit første romanprojekt kom til live.
Historiens omdrejnings punkt var dagligdags livet for en flok unge udlændinge bosat i Tokyo, deres indbyrdes relationer, livet med og blandt Japanerne og det meget anderledes samfund. Jeg husker ikke hvor mange sidder det blev til før jeg opgav ideen, men den havnede i skuffen og eksistere i dag kun i brudstykker, i en fjern afkrog af mit hoved.
Jeg var heldigvis kvik nok til at indse at jeg måtte skaffe mig mere erfaring omkring skønlitteratur inden jeg forsøgte mig som seriøs forfatter og jeg gav mig til at læse romaner og noveller som en gal.
Det var ikke for lystens skyld jeg læste, men for at lære hvordan man beherskede sproget. Kriterierne for valget af en bog var først og fremmest en række positive anmeldelser, der roste sproget og formen. Mine første husguder blev; J.M. Coetzee – Hemmingway – Raymond Carver – Yukio Mishima – Yasunari Kawabata, hvis sprog netop tiltalte mig og alverdens anmeldere.
Selvom jeg viste at jeg ikke var klar til at skrive, kunne jeg ikke holde mig i skinnet og fik skrevet en rædselsfuld erotisk novelle, som blev udgivet i tidsskriftet ”Tidens Mand” samt en lidt mere heldig artikel i ”Samvirke” der handlede om det japanske nytår. Begge udgivelse resulterede dog i en ganske pæn sum penge.

tirsdag den 5. maj 2009

Fra begyndelse til udgivelse: 1

Så vidt jeg husker, startede det mens jeg studerede på Kunst Akademiets Arkitektskole, altså godt og vel 10 år siden og så alligevel ikke...
Det er kliche betændt og grimt, men det begyndte vel i min barndom. Selvom min dansklærer bestemt ikke spåede mig en fremtid i forbindelse med sprog og her tænker jeg på retskrivning og syntaks, havde han overset mine to lidenskaber. Fagbøger og en livlig fantasi.
Om man spørger min familie, tror jeg de husker mig som det mærkelige barn der altid sad i et hjørne med en fagbog omkring alt fra dykning til flyets tekniske detaljer. Jeg var ganske enkelt tosset med faglitteratur og havde altid en bog med mig.
Det kan være svært at forstå et barns interesse for historiske våben, men gør man sig klart at dette kunne bruges som et springbræt til en fantastisk verden, der ikke mindede om de kedelige retskrivningstimer, begynder det at give mening.
Egentlig kan man kalde det research - jeg researchede til mine fantasier, der bar mig væk fra det trivielle provinssamfund vi levede i.
At sætte mine fantasier ned på papir havde jeg jo lært af min dansklærer var umuligt, da jeg stavede som en brækket arm og smed kommaer fra mig, som mågerne oversked bolværket på molen.
Jeg viste altså at jeg ikke kunne skrive og tegning havde jeg opgivet endnu tidligere, så fantasierne måtte det blive til.
Helt konkret skulle der gå adskillige år og en flytning fra provinsen til København før jeg glemte hvad jeg ikke kunne.
Efter en næsten færdig bachelor i Japansk sprog og kultur, kunne fantasierne og længslen efter at udtrykke mig selv, ikke længere holdes nede. Jeg glemte alt hvad jeg havde lært og kastede mig over tegning og maleri for at blive optaget på Kunst Akademiets Arkitektskole – et år efter kom jeg ind.
Det varede dog ikke mere end et år inden jeg kom i tvivl. Arkitektskolen var ikke stedet for at få frit løb for hvad jeg end måtte ønske og selvom jeg ved siden af studierne malede og udstillede så fine steder som Kunsternes Påskeudstilling i Århus, var det alligevel ikke hvad jeg søgte. Under et ophold i Japan begyndte jeg pludselig at skrive en af mine fantasier ned på min sprit nye laptop og selvom jeg ikke anede hvad jeg skulle bruge det til, kunne jeg ikke stoppe. Det tog noget tid inden jeg forstod at jeg faktisk var ved at skrive en roman…