Fra begyndelse til udgivelse: 5

På en lejrskole i en fjern fortid havde jeg været ved Jyllands Vestkyst og blandt andet besøgt en nedlagt redningsstation. Som forberedelse læste vi om strandinger forårsaget af storm og dem som måske var provokeret af grådige kystbeboer, der siden berigede sig på skibets gods. Jeg tror at det var kombinationen af de rasende elementer og den voldsomme død, som både sømænd og redningsfolk led, der gjorde at sceneriet tog plads i mig.
Jeg havde et billede af en ung kvinde der stod i strandkanten og det var netop dette billede der blev udgangspunkt i min roman, som altså snart bliver udgivet på Politikens forlag.
Jeg begyndte at researche på strandinger og kystkultur generelt og en historie om en negerslave på Skagen i begyndelsen af 1800 tallet, fik historien til at falde på plads… troede jeg.
Første kapitel blev færdigt, gennemlæst og omskrevet. De andre kapitler fulgte efter. På seks måneder skrev jeg 55 sider og kunne mærke at jeg havde brug for feedback.
På det tidspunkt var der to personer som kendte til mit spirende forfatterskab, men ingen var trænede læsere og jeg ville have feedback for folk som vidste hvad de talte om. Derfor begyndte jeg at kontakte professionelle forfatter for at høre om nogle af dem havde lyst til at hjælpe mig, mod betaling naturligvis. Jeg kontaktede, Dennis Gade Kofod, Trisse Gejl, Robert Zola Christensen og endelig Trine Andersen, som både havde tid og lyst.
Trines feedback var uvurderlig og meget professionel. Efter vores møde havde jeg masser af konstruktiv kritik som jeg kunne arbejde videre med. Hun roste sceneopbygningen og persontegning, men slog hårdt ned på mit sprog. Den gammeldags form som Gyldendal havde kritiseret tidligere, påpegede hun også. Desuden var der for mange fyldord og noget virkede opstyltet, altså meget litterært.
Trine sagde at hun altid var ærlig og ikke ville stikke blår i øjnene på nogen, som bad om feedback på deres manuskript. Hun ville altså ikke opmuntre nogen, som måske gjorde bedst i at glemme forfatter drømmene, men hun mente bestemt at jeg skulle fortsætte, for det grundlæggende var på plads, men jeg behøvede blot mere øvelse.
Jeg var pumpet med energi og omskrev alle kapitler flere gange, inden jeg fortsatte med de næste 50 sider og havde således efter et år over 100 sider klar. Efter en smule fundering besluttede jeg mig for at sende de 100 sider ind til forlagene.
I dag ved jeg ikke om det var det rigtige at gøre, jeg kan både argumenter for og imod og nogen egentlig konklusion er jeg ikke kommet til – i hvert fald var der snart et par brune konvolutter på vej til Danmark, først havde jeg dog fået en korrektur læser på (Susanne Jespersen fra forlaget Darklights)
Ideen med at sende til enkelte forlag midt i projektet var naturligvis for at få deres respons - ville skuden holde eller var det allerede en dødssejler. Indtil videre var det bare Trine Andersen der havde set 50 sider fra min hånd, så jeg havde brug for andre øjne.
Med forlag går alting langsomt og så alligevel ikke. Det første forlag (Hovedland) kontaktede mig snart og var meget positiv – de ville se mere med henblik på eventuel udgivelse.
Jeg var naturligvis i den syvende himmel, men måtte også indse at jeg jo ikke havde meget mere og måtte forklare det til forlaget i en meget venlig e-mail. Hovedland tog det pænt og bad mig sende så snart manuskriptet var klart. Jeg spurgte om de var interesseret i at give feedback under forløbet, men de svarede at det kunne de ikke afse tid til.
En måned efter Hovedland kom også Gyldendal på banen. Jeg blev ringet op af Niels Beider, som roste manuskriptet og opmuntrede mig til at få det færdigt og siden at sende til ham.
Responsen begyndte at pege i en retning, som jeg selv turde begynde at tro på og alle sejl skulle nu sættes ind for at få romanen færdig. Ingen af forlagene havde givet konkret kritik på manuskriptet og jeg bestemte mig for at søge professionel hjælp igen.
Jeg forsøgte mig hos skriveskolen Hemingway, forlaget Facet og endelig Ulla Filtenborg Jensen, som er tidligere forlags redaktør hos Hovedland. De to første var positive, men meget overfladiske og der var ikke meget jeg kunne bruge til noget. Naturligvis var det dejligt med endnu mere positiv respons, men mit manuskript blev ikke bedre deraf.
Anderledes var det med Ulla Filtenborg Jensen – her var der ligesom hos Trine Andersen konstruktiv kritik, der kunne udvikle mig selv og mit manuskript. Ikke fordi at Ulla var specielt negativ, men der var alligevel gode råd til forbedring.
Jeg følte efter hånden at jeg havde fået den nødvendig ballast til at bringe projektet i mål og satte mig for at gøre manuskriptet færdigt inden udgangen af 2008. Det blev til 150 sider mere, hvilket jeg skrev på godt fem måneder og i januar 2009 lå min roman færdig og fyldte 260 normalsider.
I mellem tiden havde Politikens forlag også bedt om mere og jeg stod nu i et dilemma om hvem jeg skulle sende til først. Et forlag som Gyldendal er naturligvis vanskeligt at ignorere og jeg valgte dem som første prioritet. Nils Beider takkede for manuskriptet og jeg gav mig til at vente besked fra ham. Hvad jeg fik 6 uger efter, var en konsulent udtagelse, der kritiserede alle de områder, som Nils Beider havde rost. Nogle af argumenterne kunne jeg ikke forholde mig til, da det ganske enkelt bar præg af konsulenten ikke havde læst manuskriptet, men bare taget de mest overordnede linjer for at få et hurtigt overblik. Jeg var virkelig chokeret – ikke over afslaget, men mere den sjuskede konsulent udtagelse, der netop talte i stik modsat retning af hvad Nils Beider havde sagt.
Konsulent udtalelsen kunne jeg absolut ikke bruge til det mindste og skyndte mig i stedet at glemme det hele og sendte til Politiken. Efter nogle uger fik jeg en venlig besked om at forlags redaktøren syntes manuskriptet var rigtig godt, men at de var nød til at have flere læsere på inden de kunne tage en afgørelse. Den 4. Maj tikkede en fantastisk e-amil ind – Politikens forlag ville gerne udgive min roman.
10 år havde det taget mig at nå min drøm – ikke alle år var lige intensive med henblik på skrivningen, men jeg gav aldrig op og var denne roman ikke blevet antaget havde jeg fortsat med næste (hvilket jeg allerede har gjort)
Op til udgivelsen af min roman vil jeg på denne blog forsøge at give råd omkring skrivning. Ikke fordi jeg tror at jeg er nogen mester i området, men jeg har gjort mig nogle erfaringer, som andre måske kan bruge. Jeg har læst mange bøger om skrivning og genlæst utallige romaner hvis sprog er helt fantastiske. Kort sagt jeg vil forsøge at dele ud af min erfaring.