Tyske Judith Hermanns ”Sommerhus senere” er den bog jeg har genlæst flest gange. Det er en novelle samling og uden at genere nogen kan man vel kalde dem en slags moderne Hemmingway noveller.
Hendes prosa er nøgtern og iagttagende. Den lader meget værre usagt og lader det meste ske mellem linjerne.
Historierne er sekundære for mig, det er prosaen jeg er ude efter, men det drejer som om unge storby mennesker i forskellige situationer. Der sker ikke meget på det ydre plan, men man fornemmer efter endt læsning, at noget vigtigt har ændret sig og deres liv vil tage en anden kurs.
Som sagt er det hendes prosa der berøre mig – på en forsigtig måde skaber den så mange billeder og følelser at man efter endt læsning bliver holdt fast i dette univers.
På tysk siger man ”Stille Wasser sind tief” ”Stille vand er dybt” og det er netop denne fornemmelse jeg sidder tilbage med. De små ting i hverdagen som ingen næsten bemærker, men efterlader os mærket og forandret.
Hendes bøger er hermed anbefalet!
